skrevet af Andreas Andreasen
Forord
Skagens fyr har en historie rig på dramatiske omstændigheder og begivenheder, men også succeser. Der er skrevet uendelig meget og mange steder om Skagens fyr og deres vigtighed for skibstrafikken ind og ud af de danske farvande. Formålet med denne kronologi er at give læseren en kort orientering om Skagens medvirken til at øge sejladssikkerheden i perioden fra 1560 til 2016, en periode hvor international handel og søfart var og stadig er i kraftig vækst og hvor generationer af søfolk har sat deres lid til hjælpen fra kysten.
Det har været en hård kamp for skagboerne at deltage i brændefyrenes virke med at give landkending ved de farlige kyster. Skiftende konger var straks på nakken af skagboerne og truede med bål og brand, når fyret ikke var tændt i de mørke timer. Fra omkring 1550 til 1850 ramte ”Den lille istid” Danmark med markante klimaskift mod koldere vejr med ekstremt kolde vintre, kølige, våde og stormfulde somre gav en kraftig sandflugt fra vest, der gjorde livet mere og mere besværligt for skagboerne og indbyggertallet faldt. Havets niveau faldt med omkring 1 meter og strandene blev derfor meget brede, hvilket gav en øget sandmængde, som vestenstormene blæste sammen til store klitter og sandmiler, der vandrede tværs over odden og ubarmhjertigt dækkede alt. Sammen med sandflugten gjorde voldsomme stormfloder og oversvømmelser stor skade på Skagen. Sandflugt, stormfloder, dårligt fiskeri, pest, kopper, kolera, fejlernæring og fattigdom fik befolkningstallet til først at falde drastisk fra at være Vendsyssels største by, ned til et fattigt forarmet fiskerleje med kun 650 af de sejeste mænd og koner omkring 1780, for derefter 80 år senere at vokse til 1532 borgere i 1860, hvor det var slut med at betjene brændefyrene og det mindre krævende elektrificerede Grå Fyr blev taget i brug.
I 2016 er der omkring 8.000 borgere i Skagen.
1. Indledning
”Navigare necesse est; vivere non est”, at sejle er nødvendigt, at leve er ikke. (Romersk flådefører, Gnæus Pompejus, 104 – 148 f. Kr.).
Sejlads har til alle tider været vigtig for udvikling, samhandel, samfærdsel, og kulturspredning mellem lande, men også farlig. Med simple navigationsmidler, små dårlige skibe med primitiv sejlføring og dårlige manøvreegenskaber sejlede man i Middelalderen kystnært, der hvor bølgeslag, strøm og revler, gjorde det allermest farligt. I mørke nætter og dårligt vejr kunne det være ekstremt farligt at komme for tæt på en kyst, så man sejlede helst i dagslys og ofte fulgtes flere ad. Skipperne anvendte håndskrevne lodsbøger med nødtørftige kursangivelser, samt farvands- og kystbeskrivelser. Kompasset blev først taget i brug omkring år 1500 og egentlige søkort fandtes ikke før henved år 1550, og umiddelbart efter kom de første farvandsfyr. Tyskland var i Middelalderen Europas handelsmæssige centrum i form af Hansaens store handelsflåde og mange havnebyer, men også England og Nederlandene markerede sig på havene.
I hele middelalderen var Skånemarkedet ved Skanør og Falsterbo Nordeuropas dominerende internationale handelsplads med stor produktion af saltet sild til de katolske lande og vareudveksling, hvilket gav vekslende danske konger store indtægter i form af afgifter og told. Stridigheder og klimaændringer medførte efterhånden en nedtur i markedet og kongemagten mistede sine indtægter, hvilket førte til at kong Erik af Pommern i 1429 indførte Øresundstolden for at udnytte den voksende søgående handel købstad
Øresundstolden blev ikke modtaget med udelt begejstring fra de søfarende. At betale en adgangsbillet til sejlads og handel i Østersøen så man som urimeligt. Svenskerne knurrede voldsomt over, at Danmark beherskede begge sider af Øresund og nærmest lukkede dem inde i Østersøen, hvilket med tiden førte til mange indbyrdes stridigheder og krige.
Middelalderen blev efterfulgt af Renæssancen, hvor befolkningsvækst, voksende vareproduktion og handel med for eksempel tømmer, jern, kobber, tjære, fisk, korn og klæde mellem specielt Nederlandene og de store byer i Østersøen dominerede søtrafikken. Denne trafik medførte en betydelig udvikling, der fik stor betydning for Danmark og særligt for København, der lå ved porten til Østersøen. De forenede Nederlande var i Renæssancen blevet Europas økonomiske og handelsmæssige supermagt med en handelsflåde, der var væsentligt større end de øvrige handelsflåder.
Det danske rige kontrollerede et enormt søterritorium, fra Nordhavet til Elben og fra Vesterhavet til Østersøen. Frederik d. 2. hævdede med stor nidkærhed sin højhedsret over disse farvande, herunder retten til fortsat at lukke Øresund og opkræve told og afgifter.
Skipperne, i særdeleshed de nederlandske, lagde et stigende pres på de danske konger til at etablere en fyrafmærkning af den mest benyttede sejlrute ned gennem Kattegat, så i juni måned 1560 sendte Frederik d. 2. missiver, personlige meddelelser, ud til lensmændene på Aalborghus, Kalø slot og Helsingborg slot, hvori han påbød etablering af en afmærkning med fyrlamper og søtønder af sejlruten mellem Skagen og Falsterbo ved det sydligste Øresund.
Han skrev blandt andre til lensmand Otto Brahe på Aalborghus:
”Vid, at den søfarende Mand og fremmede Skipper, som til Søs søger deres Næring og bjergning, har for Os ladet beklage, hvorledes dennem undertiden sker stor skade imellem Skagen og Falsterbo Rev, saa at mange omkommer, Skib og Gods og derfor er begærende, at der måtte gøres nogen ydermere Varde end allerede gjort og lagt er paa Grundene, med Fyrlamper og Tønder. The beder Vi Dig og ville, at Du med det første lader gøre paa Vor Bekostning en Fyrlampe af tørt Ved alle Nætter over Aaret igennem, saa længe Skibene sejler, saa at den søfarende Mand deraf kan se at rømme og tage dennem Vare for Grundene.”
Hermed blev en epoke af verdenshistorisk betydning for søfarten indledt. Ud over øget sikkerhed for sejlads betød det også, at kongens slunkne kasse fik vigtige bidrag.
2. Kronologien
Papegøjefyret
1560 Lensmændene var meget i tvivl om, hvordan sådan en fyrlampe skulle udføres og der sker ikke noget, så kongen beskriver konstruktionen nærmere i en ny meddelelse allerede i december 1560:
”Lampen skal være af jern, halvanden alen dyb og så vid som en tønde. Tømmerværket skal være af godt stort egetømmer og være bygget som en papegøje, så lampen kan nedlades, tændes, og siden igen opsættes. Den skal hænge 20 alen højt, for at den kan ses langt ud i søen, så skibene kan vare sig for revet. Lampen skal sættes alleryderst på sandbakken ret for det sted, hvor revet skyder ud. Der skal også bygges en bod til den gode, tro karl, som skal passe fyret. Brændet skal hugges i forråd, så det kan ligge og tørre. Lampen skal tændes første nat i marts og brænde til St. Mortens dag (11. nov.). Tændingstiden er fra en time efter solnedgang til solopgang”.
1561 Det første fyr blev et såkaldt Papegøjefyr bygget i 1561 af tømmer med en jernkurv til ”lampen”. Det blev opstillet lidt nord for husene på en klit i klitlandskabet mellem Vesterby og Østerby, sandsynligvis i området hvor kapellet ligger i dag. Flammen fra blusset havde en synsvidde på 4-6 kilometer, men det viste sig hurtigt, at der var uoverstigelige vanskeligheder med at passe det, holde flammen ved lige i regn og blæst, samt skaffe brænde nok.
Kongen forlangte straks, at brændet til fyret skulle leveres fra skovene i Horns Herred og ikke fra den lokale træbevoksning, men Kronen ejede ikke skov i det område, så brændet måtte anskaffes fra Børglum Klosters skove og Vitskøl Klostres skove i Himmerland. Derfra blev det med besvær transporteret op til Skagen ad elendige veje og hjulspor, eller blev omladet ved Limfjorden og sejlet til Skagen, hvor det blev hentet i land med fiskernes joller, omladet på en hestevogn, kørt til fyrets brændeskur og læsset af. Der blev ligeledes indsejlet brænde fra Norge, så det var en dyr og alvorlig sag at skaffe brænde nok. Det viste sig også, at én mand ikke kunne overkomme at passe blusset, specielt i dårligt vejr, så Staten tvangsudskrev to af byens borgere, for byens regning, til at hjælpe den statslønnede fyrkarl med pasningen.
De fremmede skippere, der skulle ankre op ved Helsingør og betale Øresundstolden, klagede gang på gang over manglende blus, og vægrede sig ved at betale. Det førte til, at Statens tolder i Skagen, Simon Prytz, den 7. september 1561 fik pålagt pligt til på stedet, at føre opsyn med betjeningen af det vanskelige fyr i stedet for lensmanden i Aalborg, der af gode grunde ikke kunne leve op til sin forpligtelse på grund af afstanden til Skagen.
1562 Med Øresundstolden indføres i 1562 også betaling af Fyr-og bluspenge til dækning af udgifterne til driften af fyrene. Afgiften blev beregnet efter mængden af de medførte varer efter et omstændeligt tarifsystem.
De søfarende klagede til stadighed over, at fyret ikke bliver passet og nægtede at betale fyrpengene, en alvorlig sag, der fik kongen til den 11. juli 1562, at udskrive en meddelelse til tolderen, den stakkels mand, der som fyropsynsmand selv ville komme til at ”stå til rette”, hvis nogen skade skete på forbipasserende skibe. En alvorlig trussel i forbindelse med den i særdeleshed vanskelige pasning af papegøjefyret.
Men lige lidt hjalp det, der kom tilbagevendende klager fra skipperne, der passerede Skagen og de brokkede sig over fyrets sjuskede pasning ved ankomsten til Kronborg.
Fyrlygterne
1567 Baseret på de seks års dårlige erfaringer med papegøjefyret og den vanskelige anskaffelse af brænde forsøges med en ny konstruktion i 1567. En fyrlygte, bygget som et trætårn på fire stolper ved siden af blussernes opholdsskur. Der fyres med fisketran i en lygte på toppen af tårnet. Trannen afsmeltes lokalt af fiskelever, som Staten så måtte betale for. Hvorledes fyringen med tran foregik vides ikke med sikkerhed, muligvis overhældte man brændet med tran for at få et større blus. Flammen var svag, så synsvidden var langt fra acceptabel. Prytz klagede over, at han døjede med at få den fornødne tran til fyrlygten, så derfor udgik der et kongeligt brev til alle kronens bønder og tjenere, samt alle ind- og udlændinge, der fiskede ved Skagen, om at levere tran til tolderen mod passende betaling.
Antallet af skibe, der passerede Skagen voksede år for år til flere tusinde. Allerede i 1580 ankrede således 3828 forbipasserende skibe op på Helsingør red, for at betale Øresundstold og tønde- og fyrpenge til kong Frederik d. 2.s slunkne kasse. Dertil skal lægges skibe til Göteborg, den svenske vestkyst, Jyllands østkystbyer og skibe, der sejlede gennem Storebælt til Østersøbyerne, så det kan antages at mellem 10.000 og 15.000 skibe har passeret Skagen allerede på denne tid.
1584 Efter sytten års drift forsvinder hele herligheden i havet, tårn og skur i en kraftig storm. Frederik d. 2. har brug for fyrpengene og forlanger straks et nyt opsat, men der går et år uden, at et nyt blev bygget og imens klager skipperne og undlader at betale fyrpenge.
1585 Det nye og større tårn blev bygget af kraftigt tømmer og tjæret træværk, stående på en åben fod på svære stolper. En udvendig trappe førte op til tårnets øverste lukkede del, i hvis nederste etage der var et rum til den statslønnede, kongeligt privilegerede blussers seng. Herfra gik der en indvendig trappe op til øverste etage, med selve lygten med tranlamperne og vinduer med små blyindfattede ruder på alle fire sider.
1588 Christian d. 4. bliver konge i 1588. Dør 1648.
1591 Palmemandag 1591 begyndte ulykkerne for alvor, at vælte ned over skagboerne. Under et kraftigt uvejr druknede 22 af byens borgere og den tiltagende sandflugt var en voksende trussel.
Under en stærk nordøsten storm der varede 3-4 døgn i september samme år, blev 25 familiers gårde og fædrift dækket af sand og ødelagt. Blandt de ødelagte huse var også Toldergården og Borgmestergården.
Skagens storhedstid er forbi!
I de følgende 10 år fulgte den ene ulykke efter den anden og befolkningstallet faldt støt. Drukneulykker, dårligt fiskeri, fygende sand, der ødelagde markerne og de usle huse, gjorde livet svært for de borgere, der også skulle forsyne og passe den vigtige fyrlygte.
1606 Tranlamperne opgives på grund af deres primitive og svage lys og konstante tilsodning af de mange ruder og erstattes af seks tællelys i store lysestager. Den fattige by blev dikteret til at betale halvdelen af tællelysene og ud over den statsansatte blusser måtte byen stadig stille med en ekstra blusser som betaling for den gavn myndighederne ovre i København mente, byens fiskere havde af fyret, hvilket man var meget utilfredse med.
1610 Efter fire år med seks tællelys forøges lysstyrken i 1610 til otte lys i nye kobber-lysestager, to i hvert vindue. Blusserne havde nok at gøre, tællelysene var spruttende og ildelugtende, så de skulle sørge for at lysene brændte ordentligt og ikke var slukket af vinden, de skulle desuden holde ruderne rene, da de hurtigt sodede til. Der måtte varmt vand til at vaske dem mindst et par gange om ugen. Uvejr slog jævnligt ruderne ind og glarmesteren måtte tilkaldes for at sætte nye i.
1611 Christian d. 4. erobrede Kalmar i april 1611 og startede dermed ”Kalmarkrigen” mellem Danmark-Norge og Sverige. I Skagen blev fyret slukket, landeværnet mobiliseret i maj og der arrangeres vagt døgnet rundt ved strandene i Højen, Vesterby og Østerby og der tændes bål forskellige steder om natten for at snyde fjenden. Krigen slutter efter to år i 1613 og fyret blev tændt igen.
1615 ”En blussers skæbne, sindene var i kog”! ”Ved Pinse 1615 skete der to mord i Skagen. Det var adelsmanden Palle Friis, hjulpet af Christen Skrædder og tjenestepigen Maren Jensdatter, der myrdede fyrpasseren Peder Blusser og to dage senere myrder Maren, blusserens kone med en økse. De blev alle afsløret og Maren blev halshugget og lagt på hjul og stejle i Skagen. Skarpretteren, mester Hans fra Aalborg kom til Skagen for at henrette mordersken Maren Jensdatter. Hun bliver henrettet med hans sværd. Mester Hans fik 13 slettedaler og 300 tørrede jyder for indsatsen. Christen Skrædder blev henrettet i København og lagt på hjul og stejle der. Palle Friis, der jo var adelsmand, skulle dømmes af kongen og Rigets Råd, hvilket først kunne ske året efter. Han blev dømt og halshugget den 31. maj 1616 i København”.
1616 ”Det var en mørk og stormfuld nat”! Nattearbejdet i fyrlygten kunne være risikabelt og nervepirrende, som da i 1616 ”tolv hekse en nat i dette år dansede med Fanden udenfor lygten, og den blusser, der havde beluret dem, fik en sygdom, så han døde få uger senere”.
1619 Nu, da der var etableret et fyrvæsen og tilliden til det skulle opbygges, blev indbyggerne især i Vendsyssel og på Læsø, i et åbent brev fra kongemagten af 26. oktober 1619, advaret mod at vildlede de søfarende med falske blus. Det indskærpedes, at det er strengt forbudt og en sådan vildledning kan straffes med døden.
1626 Lyset fra tællelysene var langt fra tilfredsstillende for det stadig stigende antal skibe, der passerede Skagen, så Christian d. 4. blandede sig og foranledigede i 1626, at der efter hollandsk idé blev forsøgt med et stenkulsbål på lygtens stengulv og med en skorsten til aftrækket. Det gik som forventet, toppen futtede af, men fyret kunne eventuelt anvendes som reservefyr for det nye fyr indtil 1633, hvor det blev revet ned.
Vippefyret
1626 Næste forbedrede konstruktion i fyrudviklingen blev det geniale Vippefyr fra 1626. Borger og købmand i Helsingør Jens Pedersen Grove stod bag idé og konstruktion.
Der nedsattes en kommission af søkyndige mænd i København, der skulle foreslå en reform af det danske fyrvæsen. Kommissionen anbefalede opsætning af vippefyr på Anholt og på Niddingen på den svenske vestkyst samt, at der skulle ansættes en statsansat fyringsforvalter til kontrol af samtlige fyr, da det var en alvorlig sag, at fyrene fungerede til de søfarendes tilfredshed.
1627 Det nye fyr bygges i 1627 af kraftigt egetræ på toppen af den højeste klit på Grenen. En midterstamme afstivet af otte dobbelte skråstivere stående på et kraftigt kryds, bærer en afbalanceret to-armet vægtstang, som er drejelig i balancepunktet, så den kan drejes alt efter vindretningen. Vægtstangen der bærer fyrpanden var næsten 13 meter lang havde en kontravægt i den ene ende, som gjorde det lettere at hejse fyrpanden op og ned. Panden rummede ca. 6 skæpper stenkul og der skulle to blussere til at passe fyret.
Der skulle mandfolk til at hive bluskurven ned og fylde nyt brænde i, specielt i nætter med ondt vejr, styrtregn, tåge og snestorm, hvor kullene brændte hurtigt ud og den glødende fyrpande måtte hejses ned flere gange, tømmes for gløder, tændes på ny og hejses op igen. Når det regnede kraftigt gik fyret ganske enkelt ud og måtte tændes igen med nyt tørt brænde. Forbruget kunne løbe op til 20 tønder kul på en nat. Gløder antændte græsset på jorden omkring fyret og blusserne måtte ofte holde brandvagt, for at trækonstruktionen ikke skulle antændes og brænde ned og at samme skæbne ikke skulle ske for de nærmeste huse i Østerby.
Flammen fra stenkullene kunne ved normal sigtbarhed ses i 10 sømils afstand, svarende til ca. 18 kilometer. Dens røde lue oplyste tåge og skyer med et stærkt ildskær, som kunne ses i mørket på lang afstand.
Borgerne i Skagen skulle losse kul og andre fornødenheder til fyret uden udgift for kongen. Vippefyret var en grådig forbruger af stenkul og forsyningen kunne ikke følge med, derfor blev der blusset med de store tællelys i den gamle fyrlygte i næsten ét år før der var kul igen.
Der kom efterhånden styr på at holde blusset tændt til de søfarendes tilfredshed, men omkostningerne var enorme svarende til 7-800 rigsdaler pr. år, inklusiv fyrmandens løn og løn til den ene af de to fyrkarle, Skagen betalte den andens løn, så Staten overvejede en fordobling af fyrpengene, som de nederlandske skippere, for at øge sikkerheden, selv havde foreslået, men Christian d. 4. mente, at det var for voldsomt og tøvede med at beslutte forhøjelsen.
1627 ”Kejserkrigen” raser og den 5. november 1627 ankom de kejserlige tyske tropper til Skagen og slukkede straks vippefyret. Skagboerne tager falske blus i anvendelse for at vildlede fjendens skibe og forårsage strandinger og forlis.
1629 I april gentog de nederlandske skippere deres tilbud på skrift, kongen accepterede og stigningen blev indført. Pinsedag 1629 forlod de tyske tropper Skagen og der blusses igen fra Vippefyret.
1629 Den 2. november 1629 blev ”Kgl. Majestæts nye Fyrværk” inspiceret. Der var brændt fire alen (2,3 m.) af midterstammen og vægtstangen var faldet ned og knækket i tre stykker, så det var nødvendigt med en hurtig reparation.
1631 Jens Pedersen Grove blev udnævnt til Kgl. Majestæts Fyringsforvalter i marts måned 1631 for en treårige periode, der året efter blev ændret til livstid. Han fik et stort vederlag fra Øresundstolden og fyrpengene til afholdelse af alle udgifter til blandt andet lønninger og kul, hvorimod byens bønder, til deres store fortrydelse, skulle losse stenkullene fra skibene og transportere dem til fyrene gratis. Det store vederlag viste, at kongen lagde stor alvor i at fyrvæsenet fungerede perfekt, så der ikke var problemer med opkrævning af de rare fyrpenge og derfor skulle der fratrækkes 200 rigsdaler i forvalterens vederlag for hver nat fyrene ikke var tændt.
1631 Efter halvandet års drift blev der den 23. maj 1631 foretaget endnu en inspektion af vippefyret. Det brændte stykke af midterstammen var skåret af , så den var blevet meget for kort og stadig beskadiget af brand i toppen. Den var kun ni lübske alen (5,2 m.) høj. Fyrkurven var forbrændt i den ene side og var derfor ikke i orden. Stormflod havde undermineret klitten det stod på, og det måtte flyttes.
1633 En hård storm med høj vandstand truede med at skylle fyret ned, så i 1633 blev det flyttet til en anden klit længere fra strandkanten mod nordvest for byen. Kullene blev skyllet bort i stormen og det hele var yderst forfaldent.
1634 Fyrkurven var i 1634 totalt brændt af, kun bunden var intakt, så byens smed fik den repareret på Statens regning.
1635 Fyrpanden var allerede i januar 1635 igen brændt af og gået i 12 stykker og stumper, så smeden måtte i gang igen. Hejseværket var slidt og ubrugeligt, så det blev fornyet. Blussernes vagthus var nu i en så elendig forfatning, at de stakkels folk ikke kunne få ly for kulde, sandfygning og regn, og i efteråret 1635 slap kulbeholdningen op, så fyret ikke kunne tændes i flere uger.
Christian d. 4. var stærkt utilfreds og gik så vidt, at han truede Jens Pedersen med fængsel på Kronborg, hvis fyret ikke blev passet tilfredsstillende, men han slap med skrækken. Kulskibene turde ikke anløbe Skagen på grund af dårligt vejr, så kullene skulle hentes i Aalborg med vogne, der ad de elendige veje kun kunne transportere et læs kul til en enkelt nats forbrug af gangen.
I december var fyrpanden igen uegnet til afbrænding af kullene og blev repareret endnu en gang.
1636 Den manglende kulforsyning medførte, at man vinteren igennem i 1636 blussede med tørv, strandingstræ og hvad man ellers kunne skrabe sammen. Gnisterne fra blusset var en konstant trussel mod de nærmeste huse i Østerby, så der måtte holdes brandvagt. Der ankom to skuder fra Halland med kul beordret af fyrforvalteren i Helsingør, men de slap op allerede i juli og man måtte atter ty til træ og tørv.
1643 Så var Christian d. 4. igen i krig mod yndlingsfjenden Sverige, ”Torstensson Krigen”, og denne gang vandt svenskerne. Jylland besættes og den 20. januar 1644 rykkede svenske tropper under tysk overkommando ind i Skagen og besatte byen et halvt årstid. Vippefyret fik igen sin efterhånden kendte rolle – det blev slukket.
1644 Igen og igen klager skipperne over manglende blus fra fyret i forbindelse med deres klarering i Helsingør og kongen er rasende.
1645 Fyrpengeafgiften blev afskaffet i 1645, og straks gik det ud over fyrenes vedligeholdelse, så af hensyn til sikkerheden til søs blev den genindført et par år senere.
1648 Frederik d. 3. bliver konge 1648. Han dør 1670.
1657 Så blev det Frederik d. 3. der meldte krig mod Sverige og ”Svenskekrigene” afvikles fra 1657 til 1660. Svenske tropper invaderede atter Skagen og besatte byen, som de plyndrede og hærgede. Sidst på året 1658 forlod de byen, der nu var så elendig og forarmet efter, først den tyske besættelse og siden den svenske, at mange skagboer forlod byen og søgte lykken andre steder.
Med Roskildefreden fik Danmark-Norge et hak i tuden og mistede Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm og dermed blev antallet af danske fyr halveret. København kom dermed til at ligge i udkanten af Danmark, for tid og evighed og ikke længere i centrum.
1660 Der blev udskrevet en meddelelse af 3. december 1660 der fastslog, at så længe der var noget at fyre med skulle fyrpasseren fyre korrekt hver nat, ellers ville han miste hovedet!
På samme tid udlovede byens borgmester en dusør på 10 Rdl. til den borger, der kunne tage fyrpasseren i forsømmelser, så den stakkels blusser var en jaget mand!
1665 Blusserne havde i 1665 manglet stenkul fra september til november og måtte, selv om det var ulovligt, blusse med træ og tørv, som dog borgmesteren havde skaffet. Hvis det skulle gå så galt at gnister under storm antændte de nærmeste huse i Østerby fralagde blusserne sig ethvert ansvar herfor.
1667 Ved Pinsetid 1667 kom der gang i brændselsforsyningerne igen, da to jagter ankom med stenkul fra Skien i Norge, en skude ankom med en ladning træ, og fra Skotland lossede skagboerne en krejert med kul til fyret. Brændslet blev hentet i land med robåde, omladet til hestevogn, kørt til fyret og læsse af der, et slidsomt arbejde stadig for skagboernes egen regning og fornøjelse.
1670 Christian d. 5. bliver konge i 1670. Han dør 1699.
1670 I maj måned 1670 var fyrpanden så medtaget, at den ikke kunne repareres mere, så der blev blusset med bål på fyrets bakke indtil en ny var skaffet.
1678 Lært af fortiden, samledes et kulforråd til mindst to års forbrug, og i 1678 meddeles det, at der er en kulbeholdning til fem års forbrug. Bønderne var for øvrigt uvillige til at losse og transportere kullene til fyret og måtte trues på livet, hvis de ikke gjorde det, og bystyret var stærkt utilfreds med stadig, at skulle lønne den ene af de to blussere som betaling for den nytte, byens fiskere havde af fyret.
Der var flere fortrædeligheder omkring fyr-ordningen. Flere gange blæste vippefyret ned i hårdt vejr, så man måtte blusse med bål på en nærliggende klit, indtil fyret var sat op igen. Det skete også, at fyret var ude af drift, når en del af træværket blev ødelagt af ild, og måtte udskiftes.
1680 Skibspassagerne ind og ud af Kattegat er steget til omkring 17.000.
Så blev der strammet op omkring pasningen af fyret endnu en gang. En ny fyrpasser blev ansat 6. juli 1680. Han fik ansvaret for at holde træ og kul inde låst og selv passe på nøglen. Han skulle også alene tænde blusset og passe det uden medhjælpende fyrkarl, hvilket vil sige, at skagboerne endelig efter 120 år blev fri for at stille en blusser gratis til rådighed for Staten.
Der blev nu ro på i nogle år, men der blev tilsyneladende ikke brugt kongelige fyrpenge til vedligehold, så i løbet af de efterfølgende 34 år forfaldt det hele gradvis.
1683 For at opretholde de søfarendes tillid til fyrvæsenet understreger Christian d. 5. i Danske Lov fra 1683 straffen af kystboerne for anlæggelse af falske fyr:
”Skulle nogen optænde om Nattetid nogen Ild, eller oprette noget Tegn på Klipper, eller andenstæds ved Strandsiden, til af forføre den seglendis, og bringe ham til Ulykke, eller i Fare, da hvo saadant lovlig overbevises, skal straffes paa sit Lív”.
1684 Vippefyret væltede ned af sin klit og blev smadret i en efterårsstorm i 1684, så der blev blusset fra en nærliggende klit.
1695 Søkortdirektør Jens Sørensen foranledigede, at vippefyret blev flyttet endnu en gang, da det stod for langt væk fra det frygtede rev så skipperne kunne fejlbedømme afstanden med risiko for at strande. Det kom nu til af stå på en fyrbakke, der dengang var 13 meter høj, men i vejr med dårlig sigt var det dog næsten umuligt at se fyret, når man nærmede sig fra nord, nordvest og vest.
Skipperne klagede til stadighed over, at fyret ikke altid var tændt og nægtede at betale deres fyrpenge. Nogle skippere gik så vidt, at de fik deres mandskab til at lyve, og erklære at fyret ikke var tændt, da de passerede Skagen, men her hjalp bureokratiet med fyrjournalen, der blev ført over vind, vejr og kulforbrug til bevis for, at det ikke var sandt og de måtte betale.
1699 Christian d. 5. dør og efterfølges af Frederik d. 4. i 1699.
1705 Den 21. marts 1705 blev der udgivet endnu en ny forordning om, at vippefyret skulle tændes en halv time efter solnedgang og brænde indtil solopgang i perioden fra Mikkelsdag til Påske og fra Påske til Mikkelsdag én time efter solnedgang.
Men det holdt ikke, problemerne var for store og de søfarende fortsatte med at klage gang på gang over at det ikke var tændt. Strandede skippere angav ofte, at det manglende blus var årsagen til deres uheld.
1709 Så var den gal igen med svenskerne. De havde fået stormagtsdrømme og var tæt på at opnå herredømmet over hele Østersøen. For at forhindre dette rottede zar Peter den Store af Rusland, August d. 2. af Sachsen-Polen og vores Frederik d. 4. sig sammen og meldte svenskerne krig i 1709. ”Store Nordiske Krig” varede i elleve år og i alle årene havde den danske flåde og handelsskibe stor nytte af blusset fra Vippefyret.
1711 Med vippefyret som fast støttepunkt i de mørke timer dukkede i sommeren 1711 en vis Peter Wessel på kun 21 år op med sejlads i farvandet mellem Skagen og Lindesnæs. Han var med i admiral Gabels eskadre, der var stationeret ud for Skagen, hvorfra den nemt kunne gribe ind, hvis fjendtlige skibe kom Kattegat ind. Med fregatten ”Postillon” jagede man svenske kapere, konvojerede handelsskibe til og fra Norge og tog priser af svenske handelsskibe. Som næstkommanderende sugede den unge mand en masse sømandskab til sig. Senere på året fik han sin første kommando på den hurtigsejlende snau ”Ormen” og krydsede i farvandet ved Skagen og rekognoscerede ved svenskekysten. Året efter blev han chef for den nybyggede fregat ”Løvendahls Galley”, som han med sin dristighed og formidable sømandskab skaffede navnet ”Kattegats Skræk”. I marts erobrer han den svenske fregat ”Hvide Ørn”, som han efterfølgende vandt stor hæder med. Den 24. februar 1716 blev han adlet under navnet Tordenskjold.
Freden med Danmark-Norge sluttedes den 3. juni 1720 på Frederiksborg hvor Danmark måtte sige endeligt farvel til Skånelandene, men kunne fortsat opkræve fyrpenge og Øresundstold. Sverige gik ydmyget og svækket ud af krigen.
1714 Alt omkring vippefyret var i forfald omkring 1714. Fyrpasserens hus var ubeboeligt, halvdelen af materialeskuret var blæst ned og resten råddent. Vægtstangen var rådden og i fare for at falde ned og midterstammen var næsten brændt af og det hele var råddent og kunne vælte ned når som helst.
1720 Det hele blev fornyet i løbet af de foregående seks år, og i 1720 var huse og fyr i fin stand igen, så kongen og skipperne måtte være tilfredse.
1730 Christian d. 6. er konge i 16 år fra 1730 til 1746.
1743 Christian d. 6. påbegynder i 1743 oprettelse af et kongeligt lodseri til støtte af sikker sejlads i de danske farvande på grund af pres fra de store rederier. Fyrene og tønder var ikke nok til tidens voksende trafik. Heraf opstår Skagen Sølodseri, der fik eneret til at gå ombord i skibe, der flagede efter lods ved revet og lodse dem sikkert videre.
Med vippefyrets succes gennem 100 år slog fyrvæsenet sig tilfreds og gik i stå med videre udvikling af nye typer farvandsfyr og Danmarks internationale førerposition stagnerede. ”Tilfredshed hæmmer udviklingen”! Men sidst i 1740’erne kom Danmark på banen igen med et muret fyrtårn. Fyrvæsenets leder, kong Christian d. 6. ændrede på situationen!
1746 Frederik d. 5. bliver konge i 1746. Han dør 1766.
Det Røde Fyr - Det Hvide Fyr
1747 Næste trin i udviklingen af danske farvandsfyr kom i 1747 med det grundmurede murstens fyrtårn, Danmarks første, placeret et par hundrede meter nord for vippefyret nordøst for byen, ca. 400 meter fra både Grenens spids og Nordstrand, så det blev lettere at se blusset, når man kom fra vest og nordvest. Fyret var tegnet og bygget af den 33-årige bygmester og arkitekt Philip de Lange fra København og var det første murede fyrtårn i Danmark.
Som Vippefyret, var også det nye fyr et landkendingsfyr, et såkaldt anduvningsfyr, der havde til opgave at hjælpe skibene med at holde sig fri af revlerne, og Skagens rev, der skyder i en bue ca. 2 sømil ud fra Grenen i Øst-Nordøstlig retning. Det består af meget hårdt og fast sand uden sten og forandres af strøm og storme. Sydsiden er temmelig jævn, hvorimod nordsiden falder så brat, at man skal holde stor afstand og ikke komme nærmere end 25 meter vand med loddet.
Det er bygget som et rundt tårn af røde mursten og er fra begyndelsen kendt som Det Røde Fyr. I beskrivelsen af fyret står: ”forsynet med sufficiant Fyrkædel, gode Opgange og et bequemt Huus for Fyr Manden, som med Fyren haver Opsigten”. Højden er godt 17 meter med en indvendig vindeltrappe, der fører til øverste etage. Herfra fører fire trapper i hvert sit verdenshjørne op til platformen, så det er muligt at komme op og tænde og vedligeholde blusset med vinden i ryggen. Platformen er belagt med sandsten og ildfaste bornholmske fedtsten og omgivet af et jerngelænder. Selve fyrkurven står på en stenforhøjning. Kullene hejses i en spand med en talje op til øverste etage gennem en skakt, og bæres det sidste stykke op på platformen. Synsvidden fra blusset i godt vejr var 10 – 12 kilometer.
Philip de Lange tændte selv det første blus på toppen den 14. november 1747.
Det nye fyr blev hurtigt populært blandt søfolkene på danske, hollandske, svenske og tyske skibe, som indførte den skik, at den sømand der passerer fyret for første gang, skulle ”hønse” ved at lette på hatten og hilse på ”Den lange Mand”, som de kaldte det og give en omgang til de andre ombord. Skikken holdt sig til efter år 1900.
1749 Philip de Lange var en visionær person og kunne have revolutioneret det danske fyrvæsen og bragt Danmark tilbage på toppen. I 1749 forelagde han Admiralitetet ideen om at erstatte stenkulsblusset med en lanterne med 80 messinglamper med spejle bag.
Frederik d. 5. sagde ja til ”Søe Lygten” og Admiralitetet gik med til, at der blev fremstillet en sådan lanterne, fremstillet i kobber og jern med små glasruder. Den var 5 meter i diameter og 3,15 meter høj. Lyskilden bestod af 60 tranlamper monteret i en cirkel, hver med en blankpoleret messingplade bag.
1750 Lanternen blev prøveopstillet i marts 1750 på toppen af Rundetårn i København og viste sig at give et kraftigt lysskær. I april blev den sejlet til Skagen og sat på plads på fyret, men Admiralitetet fik kolde fødder, og med baggrund i en masse argumenter blev den hurtigt taget ned igen og returneret til hovedstaden.
Man måtte herefter fortsætte med fyring med stenkul i den ubeskyttede fyrkurv, så fyrkarlenes hårde manuelle arbejde med at passe blusset, hejse stenkullene op til platformen og slagger ned fortsatte de følgende 85 år. Jernkurven skulle af og til repareres eller udskiftes med en ny, da den specielt i frisk vind blev rødglødende som jern i smedens esse og brændte efterhånden helt af, så den ikke kunne holde på kullene.
Skagboerne har i øvrigt til alle tider haft mere besvær end glæde af fyrene. Der var en evig kamp med at holde dem tændte nætterne igennem og byens myndigheder blev under trusler om repressalier holdt ansvarlige for, at der blev blusset alle de mørke timer. De skulle losse og transportere kullene til fyret uden betaling og blev truet på livet, hvis de ikke gjorde det. Bystyret var stærkt utilfreds med, at skulle aflønne den ene af de to blussere som betaling for den nytte, myndighederne i København mente byens fiskere havde af fyret, men de kendte deres kyster og farvande ind og ud, så fyrene var ikke til megen gavn for dem.
1763 Skagen trues af total ruin og ødelæggelse. Flyvesandet fra strandene i vest rykker nærmere og i 1770’erne nåede det tværs over til byens kirke, Sankt Laurentii Kirke, og vanskeliggjorde kirkegang og begravelser. Store Bededag 1775 gav en voldsom storm af nordvest dødsstødet til kirken og efterfølgende besluttede Stiftsøvrigheden og Kancelliet at nedlægge og nedbryde den. Samtidig blev det besluttet, at tårnet skulle bevares og stå som sømærke. 1795 blev kirkens endeligt og fremover står den som Den Tilsandede Kirke.
Indbyggertallet i Vesterby, Østerby og Højen var nu faldet til omkring 700 tilbageblevne seje indbyggere.
1766 Christian d. 7. bliver konge i 1766. Han dør 1808.
1779 I 1779 blev der ved fyret opført en tjenestebolig til fyrinspektøren, der med en årsløn på 300 Rigsdaler til dagen og vejen også skulle afholde lønnen til to fyrpassere.
1780 I årene omkring 1780 havde levevilkårene i Skagen reduceret indbyggertallet til ca. 650 skagboer, der havde livskraft nok til at stå imod strabadserne. Der var 21 familier i Højen, 28 i Østerby og 91 i Vesterby. Til at forsørge familierne i de tre bydele var der 170 mænd i den arbejdsduelige alder fra 16 år til 60, sammen med 230 hårdføre, hårdtarbejdende fruentimmere. Fyret skulle forsynes med brænde, blusset skulle vedligeholdes om nætterne, fiskeriet skulle passes, strandede skibe og skibbrudne skulle bjærges, og så blev der fra København uden forståelse for situationen udkommanderet 20 mand til kongens flåde på dette tidspunkt.
1780 Det manglende eller svage blus fra Skagens fyr fik ofte skyld for mange skibsulykker og for svigtende indtægter til kongemagten. Fregatten ”Cronborg”s forlis ved Hulsig er et eksempel på sådan et tilfælde.
”Cronborg” lettede anker og satte sejl fra Københavns Red den 23. november 1780 kl. seks om morgenen for at sejle til Vestindien, hvorfra den skulle deltage i beskyttelse af danske handelsskibe, der skulle hjem til Danmark.
Baggrunden for at sende orlogsskibe til Vestindien for at beskytte handelsskibe var Amerikas uafhængighedskrig mod England, hvor englænderne var en trussel mod neutrale nationers skibe og deres holdning: ”frit skib – fri ladning”!
Ude af Sundet i østlig kuling havde man Kullen Fyr om styrbord kl. 11.30 med kurs ret nord. Kl. 15.00 fik man Anholt Fyr i sigte og kl. 15.45 fik man dobbeltfyrene på Niddingen i sigte, hvorefter kursen blev lagt vestover mod Jylland, passerede Læsø Trindel ved 20-tiden. Hvorefter der fra fore-mærs-råen, toppen af stormasten, bakken og fra dækket i øvrigt blev sat udkig efter Det Røde Fyr i Skagen uden at det lykkedes at spotte det, bortset fra et par korte lysglimt i mørket. Måske var blusset ved at brænde ud i den stærke blæst og nye kul ikke blusset op endnu? Noget andet var, at fyrets synsvidde i klart vejr var 15-20 kilometer, så fra deres sejlads efter Trindelen kunne man ikke forvente at se blusset fra fyret. Ved 21-tiden blev kursen ændret til nordvest mod Skagen Fyr - ”troede kaptajnen”! Han satsede på at passere tæt ved Skagen Rev for at komme hurtigt ud i Nordsøen, forbi Shetlandsøerne og Færøerne i den østlige vind og komme hurtigt til St. Thomas. Der blev i mørket taget lodskud, fejlagtigt uden at gå i vinden og nedsætte fregattens 9-10 knobs fart så lodningen kunne blive korrekt. Lodskuddet viste 22 favnes dybde uden at nå bunden, så kaptajnen så ingen fare og fortsatte uden at se fyret, men kl. 23.30 stødte ”Cronborg” ud for Hulsig i den hårde pålandsvind. Straks efter grundstødningen fik men Skagen Fyr i sigte til nordøst, så man var kommet langt ind i Ålbæk Bugten. Fregatten huggede hårdt i brændingen og stod ikke til at bringe flot. Besætningen blev reddet i land af lokale redningsfolk i syv både.
Kaptajnen angav falske blus som årsag til strandingen, men han blev anklaget for dårligt sømandskab og degraderet. Vraget ligger der den dag i dag!
1782 Fyrets fire små tilbygninger ved tårnets fod, der havde tjent som brændeskur og vagtbygninger for fyrpasserne, blev revet ned i 1782. I stedet opførtes et 9-fags teglhængt bindingsværks stuehus til fyrinspektøren, samt et 6-fags hus. I gården blev der opført to bindingsværks udhuse.
Fra 1787 til 1850 bestred fyrinspektøren tillige stillingen som toldinspektør.
1801 Det Røde Fyr slukkes! For første gang i historien stod Danmark i storpolitikkens brændpunkt. England og Frankrig var i krig, Danmark var neutralt, men de københavnske købmænd og skibsredere med deres motto: ”Frit skib giver fri ladning”, udnyttede med deres handelsskibe neutraliteten på det skammeligste og tjente formuer, så englænderne blev sure og begyndte at true Danmark til at opgive den trafik. Den første episode skete i december 1799, hvor tre engelske krigsskibe standsede et dansk handelsskib for at kontrollere hendes last, men kaptajnen nægtede at lade dem komme om bord. Den 13. januar 1801 blev danske skibe i engelske havne beslaglagt og forholdet mellem England og Danmark forværredes.
Den 25. marts 1801 udsendte Hans Kongelige Majestæt af Danmark-Norge følgende bekendtgørelse:
Bekjentgørelse
At der efter Kongelig Befaling er føiet Anstalt til, at Fyrene paa Cronborg, Nakkehoved, Anholt, Thunø, Skagen og Lindesnæs indtil videre holdes slukkede, det bliver herved til de Søfarendes Efterretning offentlig bekendtgiort.
Kiøbenhavn,
I det Veftindifk - Guineifke Rente- og General- Toldkammer, den 25de Martii 1801.
Malling. Frelsen.
Tönder Lund. Rosenstand Goitke. Oldenburg. Stoud.
Fyret blev derpå slukket og Skagen var nu en part i krigen og det storpolitiske spil.
Sidst i marts rundede den store engelske flåde Grenen under ledelse af admiral Sir Hyde Parker og næstkommanderende lord Horatio Nelson og sejlede ind i Øresund mod København. Det blev til ”Slaget på Reden”, hvor Lord Nelson Skærtorsdag den 2. april 1801 klokken 10.30 fyrede de første kanoner af mod den danske forsvarslinje. Kampen sluttede ved 14.30-tiden, hvor det danske forsvar var slået. 367 mistede livet og ud af 635 sårede døde yderligere 100 personer.
Våbenstilstandsdokumentet blev efter forhandlinger underskrevet og fyret blev tændt igen den 7. juli 1801.
1807 ”Nu gentager historien sig”! Englænderne angriber København i august 1807 og fyrene slukkes. Denne gang er Danmark en direkte part i ”Englandskrigen”.
Englænderne, som stadig var i krig med Frankrig afsender sin flåde med en stor hærstyrke i august 1807 og går Kattegat ind. De frygter at Napoleon, der har tabt sin flåde, vil overtage den danske flåde, og viser her deres brutale side for at forhindre det sker. I tre dage og nætter i den første uge i september gennemfører de et skånselsløst terrorbombardement af København, der må indgå en betingelsesløs kapitulation, hvor englænderne krævede flåden udleveret som en betingelse for fred. De rigger den danske flåde til for at rane den og dens udstyr, samtidig ødelægger de alle skibe, der er under bygning og stjæler alt værktøj. Den 20. og 21. oktober 1807 sejler de ranede 17 danske linjeskibe, 17 fregatter, 9 brigger og en del mindre kanonbåde væk fra København og ud af Kattegat.
Fra at være en af verdens førende sømilitære magter var Danmark reduceret til et sølle lille land uden flåde.
Men nu blev der krig, søkrig mod englænderne, en partisankrig med sørøveri specielt i farvandet rundt Skagen. Kongen udstedte kaperbreve til flere hundrede private handelsskibe, der blev stærkt armeret med kanoner og svingbasser og fik tilsammen nogle tusinde mands besætninger af mange forskellige nationaliteter. Der blev oprettet et aktieselskab på vores breddegrader ved navn Vendsyssel Kaper Rederi. Det havde stor succes med store indtægter fra kaprede skibe.
Et andet initiativ var at opbygge en flåde af kanonbåde og kanonjoller, der med svært skyts blev stationeret på kyster, der lå tæt på fjendens rute, når han passerede de danske farvande. Fladstrand blev hovedkvarter for Nørrejyske Roflotille.
1808 Frederik d. 6. bliver konge i 1808. Han dør 1839.
1808 Kongen erklærer yndlingsfjenden Sverige krig den 29. februar 1808, så nu er der to fjender i søen. Kaperne bemyndiges til at gå til værks mod svenske skibe som mod de engelske. Ofte var der stationeret flere engelske fartøjer i farvandet ved Skagen, så der var nok at gå i krig med.
Krigstilstanden med englænderne medførte dødsstraf for at handle med fjenden. Men når engelske skibe en gang imellem ”købte” friskfangede fisk fra skagfiskerne, smed de en god betaling ned i båden, ”og det kunne man jo ikke gøre for”!
1808 Fyret gik den 20. november 1808 ind i krigen under en kraftig storm af sydvest, hvor det engelske handelsskib “The John” strander på Skagen Rev. Hun var på rejse fra Leith til Göteborg med en ladning sukker, kaffe, tobak, læder mv. Strandingen skete fordi man tog fejl af lyset fra det engelske flydefyr ved Skagen Rev, “The Fury Bomb” og lyset fra Det Røde Fyr, der denne nat var tændt for at vildlede fjenden. Den 10 mand store besætning blev under stormen reddet af frygtløse og modige lokale redningsmænd.
1809 Da Skagen Fyr var slukket og ikke kunne advare de engelske skibe mod revet, placerede englænderne i august 1809 et andet flydefyr ved revet, briggen ”The Minx”, der med en fyrlygte i mesanmasten vejledte skibene fri af revet. Synsvidden var hele 40 kilometer.
”Det fyr måtte slukkes”! Tre kanonbåde og tre kanonjoller fra roflotillen i Fladstrand roede til Skagen og den 2. september angreb de briggen, som efter tre timers ildkamp overgav sig. Så var det fyr fjernet uden tab i flotillen, men efter en hård tørn på 30 timers uafbrudt roning.
1809 Det danske fyrsystem blev løbende udbygget og i 1809 var der således 12 fyrtårne ved kysterne.
1810 Der anlægges i 1810 et batteri på Nordstrand til beskyttelse af fyret, der med blus af og til går aktivt ind i krigen! Et kompagni infanterister fra 3. jyske regiment blev stationeret i byen.
1810 Med krigsskyer hængende på himlen fra Slaget på Reden blev der etableret ”Optisk Telegrafi” i Danmark, som skulle sikre hurtig kommunikation om fjendens bevægelser. I de forbindelse blev ”Den Nørrejyske Telegraf” oprettet i 1810 med en telegraflinje fra Skagen over Aalborg, Randers, Helgenæs, Samsø, Røsnæs til Kalundborg på Sjælland.
Ved Skagen blev der oprettet to signalstationer, én ved Højen, ”Telegrafstation Gl. Skagen” og én på Fyrbakken, ”Telegrafstation Skagen”, hvor det gamle vippefyr sandsynligvis var taget ned. Stationen blev sløjfet i 1814 hvorefter Fyrbakken lå som en almindelig bar klit i næsten 100 år frem til byjubilæet i 1913.
1814 Englandskrigen er slut og fyrene tændes igen. Antallet af danske fyrtårne var på dette tidspunkt nået op på 15.
1816 Skagens røde fyr forandres i 1816 fra et åbent kulfyr til et kulfyret, overdækket lanternefyr, så flammen var beskyttet mod vinden. Samtidig forstærkes det med fire flade pilastre, der giver det et smukt og robust udseende.
På samme tid blev Den Tilsandede Kirkes tårn overtaget af Fyrvæsenet og officielt ophøjet til sømærke og i den forbindelse kalket hvidt, så det blev lettere for de søfarende at få landkending af deres position før ankomst til det farlige Skagen Rev.
Kort tid efter blev også fyret kalket hvidt, som det fremstår i dag – ”Det Hvide Fyr” var skabt!
1825 En stormflod den 3. februar 1825 gennembryder den tilsandede Limfjord ved Agger i vest og danner en kanal, der blev sejlbar i 1834. Højdepunktet nåede sejladsen i 1855, hvor i alt 1805 skibe sejlede Limfjorden ind i stedet for at sejle rundt Skagen. Kanalen sandede dog til igen og sejladsen ophørte midt i 1860’erne, så man måtte igen rundt Skagen ind i Kattegat.
1829 I 1829 påbegyndes endnu et tiltag, der skal medvirke til reduktion af strandinger og forlis. Det er udlægning af flydende fyr på kritiske steder, men derom senere.
1835 Det Hvide Fyr blev omdannet fra kulfyr til reflektorfyr med rapsolie som lyskilde i to rækker vægebrændere med parabolske hulspejle med 10 spejle, ca. 50 cm. i diameter i nederste række og 9 spejle ca. 40 cm. i diameter i øverste række. Forbruget af olie var 2000 liter årligt. Fyret blev tændt første gang om aftenen den 26. juni 1835. For fyrinspektøren og for fyrkarlen blev livet lettere, da de nu var fri for at slæbe kul op til fyrpanden, men renholdelse af de mange parabolspejle var en ny og krævende udfordring. Synsvidden blev dog reduceret til omkring 25 kilometer.
Fyrinspektørens gage blev fastholdt på 500 Rigsdaler, fri bolig, men ingen jord.
1839 Christian d. 8. bliver konge i 1839. Han dør 1848.
1840 På trods af de søfarendes tilfredshed med fyret, steg antallet af årlige strandinger kraftigt i 1840’erne. Der var tale om en firedobling, der holdt niveauet på 12 til 15 årlige strandinger frem til 1870’erne, hvilket var en stor udfordring for skagboerne, hvis antal lå under 1700 mænd, kvinder og børn.
Bjergelaugene havde mere end nok at gøre med at bjerge vragene i land, så de ikke lå i vejen for deres fiskepladser langs strandene.
1848 Frederik d. 7. bliver konge i 1848. Han dør 1863.
1850 I 1850’erne har England overtaget verdensherredømmet med en stor handelsflåde.
1852 Med eller uden blus fra fyrene strandede skibene til stadighed i stort tal. Når det var gået galt, drejede det sig om hurtigst muligt at få reddet besætning og derefter gods og skib. Dertil blev Det Nørrejyske Redningsvæsen oprettet og organiseret i 1852, året hvor der strandede 14 store skibe i Skagen Tolddistrikt.
1854 Opførelse af et nyt og mere effektivt fyr blev påbegyndt i 1854. Herom senere.
1857 Øresundstolden var under stigende pres, der endte med en international handelskonference i 1857, hvor den blev ophævet efter at have virket i 428 år og givet kronen store indtægter. Fra en række nationer modtog Danmark en engangsydelse på ca. 67 millioner kroner, svarende til ca. 12 års toldindtægter til opretholdelse af fyrtårnene og farvandsbøjer, samt til vedligeholdelse af sejlrender. Alle de nationer, der forpligtigede sig til at betale erstatning, betalte som aftalt bort set fra Brasilien, der skulle betale ½ mio. rigsdaler (ca. 2 mio. kr.). Først 150 år senere under et officielt statsbesøg af Brasiliens præsident Lula da Silva i september 2007, blev sagen afklaret ved, at daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen eftergav Brasilien deres gæld.
Det var kong Erik af Pommern, der indførte denne told i 1429, 16 år efter, at han gav Skagen købstads rettigheder. I 1647 indførte kong Christian d. 4. at skibene skulle betale Fyrpenge sammen med Øresundstolden.
Den nye traktat indeholder blandt andet følgende: ”Afbenyttelse er i Kattegattet, Sundet og Belterne til enhver Tid overladt til Capitainernes og Skibsførernes eget Godtbefindende”. Det betyder at de danske farvande er internationale farvande, og Danmark kan derfor ikke for tid og evighed pålægge fremmede skibe egne regler og love. Ligeledes bortfalder afgifterne til fyrenes drift og Fyrvæsenet må i lighed med andre statsinstitutioner fremover skaffe sig de nødvendige driftsmidler via bevillinger fra finansloven. Der ud over blev Danmark forpligtet til at yde en effektiv lodsbetjening af Skagen.
1858 Det Hvide Fyr har udspillet sin rolle, hvor det havde været en evig kamp at passe blusset, specielt i dårligt vejr, hvor det var allermest vigtigt, at det brændte. Det tages ud af aktiv tjeneste som farvandsfyr i 1858, og erstattes af et nyt moderne og højere fyr på en bedre position for skibene.
Fyrinspektørens tjenestebolig fraflyttes og sælges i 1858. De to bindingsværks udhuse blev købt og nedbrudt af en hr. Ferdinand Tutein fra Møn, der af byggematerialerne opførte et større fiskesalteri tæt ved Fyrbakken. Forretningsmæssigt gik det ned og i 1865 blev bygningen revet ned og genopført som pakhus og stald syd for købmandsgården i Vesterby. Tre år senere købte kommunen gården og ombyggede den til ”Byens Raad- Thing- og Arresthus”. Pakhus og staldbygningen blev indrettet til udhus og vaskehus for arrestforvalteren, samt til ligstue for ilanddrevne druknede søfolk.
1860 I løbet af de foregående omkring 80 år, siden lavpunktet, blev det tilflyttere med pionerånd, der fik hjulene i gang igen i Skagen. Indbyggertallet var vokset til over 1500.
1872 Det Hvide Fyr blev efter opførelsen af det nye fyr indrettet som signalfyr i 1872, betjent af personalet på det nye fyr. Fra en mast med rå placeret på toppen, blev der til de passerende skibe signaleret om is forholdene, fyrskibes og lystønders situation ved hjælp af sorte kugler hejst op på forud bestemte placeringer.
Halvfjerds år senere, under 2. verdenskrig, fjernede tyskerne både overbygning og sø-signaler. Dermed endte Det Hvide Fyr sin mangeårige tjenestetid som assistance til søfarten for altid.
1935 De tidligere udhuse fra Det Hvide Fyrs inspektørbolig, nu Tinghusets sidebygning overdrages til ”Skagen Bymuseum” og flyttes til Svallerbakken og indrettes som mindehal for byens redningsmænd og ”de der blev derude”.
1997 Den 14. oktober fyldte Det Hvide Fyr, Danmarks ældste fyrtårn 250 år.
Skagen Fyr - Det Grå Fyr
1854 Godt 100 år gik med Det Hvide Fyr, inden det blev afløst af endnu en ny konstruktion. Toppen af Jylland var på 100 år vokset så meget, at de søfarende havde svært ved at bedømme afstanden til det frygtede rev.
Det Grå Fyr, igen et anduvningsfyr, er et Gråbrunt muret tårn med en flammehøjde på 44 meter placeret ude midt på Grenen ca. to kilometer længere mod øst i forhold til Det Hvide Fyr og ca. fire kilometer fra det farlige Skagens Rev. Arkitekt Niels Sigfred Nebelong, der havde stor erfaring med at bygge fyrtårne, fik opgaven med at opføre fyret. Det tog fire år, og var noget af en udfordring. Der skulle laves et solidt fundament, før bygningen kunne begynde, og der måtte etableres en anlægsbro ud fra Sønderstrand, så alle byggematerialer kunne leveres med skib, da Skagen hverken havde havn, ankomstveje eller jernbane på denne tid.
Piloteringen til det høje tårn, der bestod af 429 svære lærketræs tømmerstolper, hver på seks meters længde, banket ned i undergrundens blåler, var vanskelig på grund af høj grundvandsstand og dybtliggende lerlag, så man måtte grave ud og pumpe vand væk døgnet rundt inden stokkene kunne rammes ned. Med bjælkelaget på plads blev det savet af i højde med vandstanden og fire lag tilhugne kampesten blev lagt på op til jordoverfladen. Byggeriet startede med at der blev nedmuret en flaske med alle svendenes navne og nogle af tidens mønter, hvorefter der blev skudt tre geværskud hen over grunden.
Men vanskelighederne var ikke overstået, de bevilgede midler slap op da tårnet var i ca. fem meters højde, og en ny bevilling måtte søges. Vigtigheden af fyret gjorde, at pengene hurtigt kom, og arbejdet kunne fuldføres.
I tilknytning til fyret blev der opført en meget fornem toetagers embedsbolig med to sidelænger til stald og opbevaring. Stueetagen var indrettet til fyrmesteren og hans familie, og på første sal havde de to fyrpassere bolig. Der blev desuden opført et oliehus lidt nordøst for fyret.
1858 ”Lange Maren” blev taget i brug de 1. november 1858. Lysgiveren var et fast linseapparat med en 5-vægers lampe, der havde en lysstyrke på 35 til 42 kilometers afstand. Det var den franske ingeniør Fresnel, der få år tidligere havde opfundet linser til forstærkning af lyset fra en lyskilde.
1860 I årene fra 1860 til 1870 passerede mellem 40.000 og 50.000 skibe Skagen og det årlige antal strandinger lå fra 10 til 23 til i alt 140 skibe. På trods af fyrets lys skete langt de fleste strandinger i de mørke nætter i oktober, november, december, marts og april. Den lille bys redningsfolk havde travlt med at redde besætningerne og med mod og dødsforagt ofte satte livet på spil. Briggen ”Daphne” var blandt de forliste og også S/S ”Medusa”, der er det første dampskib der strander ved Skagen.
1860 ”Og så var der lige en initiativrig fyrkarl, der i 1860 fik borgerskabsbrev som værtshusholder og begyndte udskænkningen af brændevin i fyrboligen, men det blev opdaget”!
1863 Christian d. 9. bliver konge i 1863. Han dør 1906.
1871 Signalstationen med optisk kommunikation mellem forbi sejlende skibe og land blev oprettet på Grenen 1871. Det krævede, at skibene var tæt nok på land og ikke bag horisonten samt sigtbart vejr. Der blev signaleret med flag- og afstandssignaler efter det internationale signalsystem i dagtimerne. Natsignaleringen foregik efter morsesystemet, når skibene befandt sig mellem Nordøst og Nordvest af fyret. Gebyret for telegrammer var 75 øre pr. telegram.
1880 Når Moder Natur spiller med musklerne kan selv det bedste fyr og den bedste sømand ikke forhindre strandinger. I de seneste 10 år strandede 182 skibe i Skagen Tolddistrikt fordelt på 44 skonnerter, 40 brigger, 37 barkskibe, 16 dampskibe, 12 brigantinere, samt 32 andre. Marts, april og december var de værste måneder, hvor ca. halvdelen af strandingerne skete.
Sejlskibenes mangeårige æra begynder at klinge ud, de stolte svaner udkonkurreres af dampskibe, som igen udkonkurreres af motorskibene, nutidens skibe. Men sejlskibenes svanesang blev lang og den sidste brigantine strandede ved Skagen i 1902, den sidste bark i 1917, den sidste galease i 1920 og den sidste skonnert i 1933.
1884 Stedbestemmelsen for skibsførerne under den kystnære sejlads langs Vestkysten forbedres med opstilling af sømærker med forskelligt udseende på høje klitter fra 1884. De omtales senere.
1892 Senere omtales også bygning af Højen Fyr på Danmarks nordligste punkt.
1895 Kejser Vilhelm Kanalen, der skulle reducere tyske skibes lange sejlads rundt Skagen, er færdig og indvies her i sommeren 1895, med en stor militær manifestation med flyvende faner og deltagelse af orlogsskibe fra hele Europa og Amerika. Først runder en østrigsk eskadre Skagen med kurs mod København, fulgt af to store amerikanske panserskibe og tre hollandske panserskibe. De skal først aflægge Christian d. 9., Europas ”sviger fader”, en høflighedsvisit inden festivitassen begynder i Kiel. Dernæst ankommer to spanske orlogsskibe og i deres kølvand en italiensk eskadre på ikke færre end syv orlogsskibe. To franske panserfregatter lukker døren efter armadaen.
For at skaffe lods til alle disse skibe, krydser lodsdæksbådene ”Frederikshavn” og ”Hirsholmen” i døgndrift under Skagen og alle til rådighed værende lodser er sat i arbejde, og det til gode penge!
Kanalen blev efterfølgende besejlet flittigt og trafikken rundt Skagen blev derfor reduceret. Det samme gjaldt antallet af årlige strandinger på de lokale strande, der fra 1895 og de følgende 50 år oftest lå på 2 til 5 skibe og ikke over 10 om året. Effektive fyr, fyrskibe, forbedrede skibe, bedre navigationsmidler, og bedre uddannelse af skibsførerne, var endeligt ved at slå igennem.
1905 Det Grå Fyr blev ændret til blinkfyr i 1905, da det faste linseapparat blev erstattet af et roterende linseapparat med en petroleums glødenetsbrænder. Synsvidden var samme med et hvidt blink hvert 4. sekund. Fra toppen af fyrets nordside blev der signaleret om is forholdene med fire forskellige tavler hejst ned foran en hvidmalet flade og på en nærliggende klit blev der oprettet en Vind Semafor Station, en signalmast, der viste aktuelle vejrudsigter, så skibene kunne aflæse vindforholdene ved Anholt og Hanstholm. Når en storm kunne forventes indenfor 24 timer, blev der hejst et stormvarselssignal. Semaforen med materialeskur var i brug helt frem til 2. Verdenskrig, hvor den blev taget ned.
1906 Frederik d. 8. bliver konge i 1906. Han dør 1912.
1913 I anledning af Skagens 500 års købstadsjubilæum i 1913 opsattes en primitiv kopi af vippefyret efter tegning af Carl Locher, som kort tid efter blev taget ned igen. Fyrbakken var tilbage til sin oprindelige skikkelse med hjælme og græs de følgende 45 år.
1914 Så brød ”Første Verdenskrig” ud 1914 -18. Det politiske klima i Europa havde de seneste årtier opbygget så store spændinger mellem de Europæiske magthavere, at bægeret i august 1914 flød over og krig brød ud. Danmark erklærede sig neutralt og Det Grå Fyr, Højen Fyr og Skagens Rev Fyrskib forblev i drift som under normale forhold, så både venner og fjender havde gavn af tågesignalerne og fyrenes lys i de mørke timer.
1924 Det Grå Fyrs petroleums glødenetsbrænder erstattes i 1924 med en bedre engelsk glødenetsbrænder. Den roterende linse vejede lidt mere end to tons og flød på kviksølv.
1940 Straks efter tyskerne under ”Anden Verdenskrig” besatte Danmark den 9. april 1940 beordrede de alle danske fyr, fyrskibe og lystønder slukket, samt alle tågesignaler indstillet. I alle krigens fem år var Det Grå Fyr slukket helt eller delvis.
På fyrbakken oprettede tyskerne kanonbatteri ”Lützow” med fire 88 millimeter kanoner i dobbeltaffutage som kystbatteri og som luftværns batteri. Kanonerne ankom til Skagen i juni, blev hurtigt opstillet og indskudt, men allerede i august blev de afmonteret og erstattet af et batteri af attrapkanoner af træ, muligvis bundgarnspæle. Snydebatteriet blev stående til april 1942, hvor det blev fjernet og herefter var Fyrbakken tom, indtil der i sommeren 1958 blev bygget et kopi af det meget anerkendte vippefyr, så Skagen, som måske det eneste sted i verden, kan fremvise fire generationer farvandsfyr, der gennem næsten 4oo år har vist de søfarende vej.
1945 Tyskerne kapitulerede den 5. maj 1945 og allerede den 8. maj blev alle Fyrvæsenets fyr beordret tændt igen.
1948 Fyret blev elektrificeret i 1948 med en 1500 watt fyrlampe med automatisk omskiften til Agagas, hvis lampen brændte over. Senere fik det en 400 Watt natriumlampe, der med en synsvidde på omkring 40 kilometer blinkede hvert fjerde sekund.
1977 Efterhånden blev også Det Grå Fyr indhentet af ny navigationsteknologi og hele anlægget blev bygningsfredet i 1977. Det stod som Danmarks højeste fyrtårn i næsten 100 år, indtil Due Odde Fyr i 1962 slog det med 1 meter.
2008 I november 2008 blev fyret renoveret og kunne fejre 150 års fødselsdag og må sammen med Skagen West klare ærterne de næste år frem til nedlægningen!
2013 Det Grå Fyr blev nedlagt som fungerende farvandsfyr i 2013 efter 155 års aktiv og tro tjeneste. Endnu en epoke er slut, men fyret bliver stående som et monument for en svunden assistance til søens folk – en skulptur i landskabet! Det vil blive savnet af mangen en sømand, der med glæde har haft lyset fra fyret om styrbord efter en lang rejse.
2016 Med tilhørende bygninger blev fyret solgt til Realdania og ombygges til Fuglestation og Informationscenter om trækfugle, skibe og fyrtårne med åbning i 2017.
Højen Fyr
1892 Endnu et fyr blev opført som støtte til søfarten og som supplement til Det Grå Fyr. Det blev det ottekantede, 14 meter høje Højen Fyr i 1892, der blev placeret på Butterbakken, landets nordligste klitrække, lidt vest for den nordlige indfaldsvej til Vesterby, senere benævnt Buttervej. Det var det første fyr som advarede forbipasserende skibe, der kom sejlende fra vest og nord mod det frygtede Skagens Rev. Som anduvningsfyr blev det fra starten forsynet med et roterende linseapparat med hvidt lys, og mod stranden en sirenestation med to udskudte sirener til tågesignal i usigtbart vejr. Synsvidden er 12,5 sømil, omkring 24 kilometer.
Det var som konduktør ved opførelsen af fyret byens senere berømte arkitekt Ulrik Plesner kom til Skagen og blev der.
1907 Højen Fyr fik i 1907 installeret glødenetsbrænder til petroleum som forbedring af lysstyrken.
1918 Søndag den 24. februar 1918 var neutraliteten i verdenskrigen nær blevet brudt og Danmark kommet i konflikt med Tyskland. En stor spansk damper, ”Igotz Mendi”, som tyskerne havde kapret i det Indiske Ocean, strandede lidt øst for Højen Fyr i tæt tåge og kom dermed ind i dansk farvand. Den tyske kaperkaptajn havde taget fejl af tågesignalerne fra fyrskibet og sirenesignalerne fra fyret. Der var 83 personer ombord, krigsfanger af mange forskellige nationaliteter, den spanske skibsbesætning og det tyske prisemandskab. I de følgende tre dages meget hårde vejr reddede Højen redningsbåd, Batterivejens redningsbåd og redningsbåden fra havnen henholdsvis 32, 28 og 23 mennesker sikkert i land.
Tyske krigsskibe og ubåde forsøgte flere gange at få kontakt, men det blev afvist af regeringen og de danske flådeskibe på stedet. Det blev Svitzer, der bragte damperen flot og bugserede den til havn, hvor den blev overdraget til sin spanske besætning. Livet på Højen Fyr blev normalt igen.
1948 Højen Fyr blev elektrificeret med en 500 watt glødelampe i 1948.
1956 Så vandt moder natur over Højen Fyr. Den vedvarende kysterosion truede med at undergrave fyret, så det var på vej til at styrte i havet, og efter 64 år på Butterbakken blev det taget ud af drift i 1956.
1970 I oktober 1970 rasede en voldsom storm og ødelagde store dele af det nedlagte Højen Fyr, som nu lå helt nede i strandkanten som ruin.
1976 Ruinen af det gamle Højen Fyr blev sprængt bort den 20. december 1976 ved
Skagen West
1956 Efter næsten hundrede år med Det Grå Fyr, blev fyrdækningen i 1956 suppleret med det fjernbetjente vinkelfyr, Skagen West, på landets nu nordligste punkt ved Nordstrand. Det afløste desuden funktionen af det fjernede Højen Fyr. Vinkelfyr viser tre forskellige farver: hvid, rød og grøn i tre blink hvert 10. sekund. Den vinkel, hvor fyret lyser hvidt, viser hvor det er sikkert at sejle, mens de røde og grønne vinkler viser, at man er sejlet udenfor det sikre område. Ved grønt er man kommet for langt til styrbord, ved rødt er det bagbord. Foran fyret står en mast med pejleantenne til brug for skibene - revet er stadig en trussel!
Skagen West, der er 25 meter højt, og har en flammehøjde på 31 meter blev bygget oven på en bunker fra Anden Verdenskrig med indgang til fyret gennem bunkeren ved foden af den klit, der dækker bunkeren. Byggeriet var et stykke pionerarbejde, idet det var det første fyr og tilsyneladende også bygningsværk på dansk grund, som blev bygget ved hjælp af den såkaldte glideforskallingsmetode. Metoden var i 1956 så avanceret, at der måtte et vesttysk firma til at udføre arbejdet. Det tog 14 dage at gennemføre støbningen. Smedearbejdet blev udført af et lokalt smedefirma.
Fjernbetjeningen af fyret foretages fra kystudkigsstationen placeret på toppen af endnu en bunker tæt ved Det Grå Fyr. Det er desuden her folkene med den flotte titel: Kystudkigger sidder, og ved hjælp af radar og kikkert overvåger og registrerer skibstrafikken ind og ud af vores farvande 24 timer i døgnet. Et nyt kystbaseret radaranlæg, der skal styrke sikkerheden for vores kyster og farvande, sikkerheden til søs og sikkerheden mod terror, overtager stationens funktion i 2017 og udkiggerne fyres.
Flyde fyr - Fyrskibene
1829 Endnu et tiltag for at forbedre sikkerheden til søs kom med udlægning af flydende fyr direkte ved kritiske steder i farvandene. Det første fyrskib i de danske farvande blev udlagt i 1829 på den farlige Læsø Trindel, hvor der også var mange strandinger og forlis.
Fyrskibene, der var rødmalede med hvidt kors som Dannebrog, fik mønstret 6-8 mand, der skiftede en gang om måneden. Dagene var præget af lange vagter, kedsomhed og fare for skibskuller. Skipper havde ansvaret for at holde skibet på sin position og føre logbogen. Af og til var der fare for påsejling, når skibe manøvrerede for tæt på, og i tæt tåge var der ofte fare for kollision.
I Det Kongelige Søkort Arkivs ”Den Danske Lods” fra 1919 advares skibsførerne mod, ”at passere Skagens Revs Fyrskib for nær, da der derved paa Grund af den stærke Strøm, som hyppigt løber rundt Revet, let opstaar Fare for Paasejling”.
Skagens Rev Fyrskib
1878 I 1878 blev Skagens Rev Fyrskib udlagt som flydende anduvningsfyr, der skulle sikre, at skibstrafikken kunne holde fri af revet. Det første Skagens Rev Fyrskib, skib ”Nr. X”, var bygget i 1877 på Christianshavn efter engelske tegninger af solidt egetømmer. Dimensionerne var: Længde: 31,5 m, Bredde: 5,8 m, Dybgang: 3,2 m og havde et deplacement på 139 BRT. Det var forsynet med en mesanmast og en stormast med fyrapparatet, der var et roterende spejlapparat med rødt blink hvert 30. sekund. Ombord var også en maskindreven sirene til tågesignaler.
1879 Nu bestod den lokale støtte fra Det Grå Fyr og Skagens Rev Fyrskib. ”Nu må skibene da komme rundt kysterne ved Skagen uden problemer”! Men nej, 1879 satte rekord med 30 strandinger!
Efter otte år på revet blev det flyttet til en anden position og erstattet af det nyere skib ”Nr. XIV” med samme udrustning, samt nu med radiostation og undervandsklokke til tågesignal. Det lå der kun fire år, så blev det erstattet af det nybyggede ”Nr. XVI”, som lå på revet til 1916, hvor det blev afløst af Skib ”Nr. XX”, der havde ligget et år på Læsø Trindel. ”Nr. XX” var bygget i 1908 i Fåborg og var noget større. Ud over fyrapparatet og sirene har skibet forsynet med radiostation og udstyr til undervandspejle-signal. Det blev flyttet tilbage til Læsø Trindel i 1921, hvor det lå til 1926. I de år blev fyrskib ”Nr. XIX” placeret på positionen. Det var bygget i 1907 og forsynet med spejlapparat og tågesignal, der drives af to petroleumsmotorer. Det blev fra starten forsynet med en radiostation, der i 1920 blev ombyttet med en tone-gnist station. Skibet blev på revet til 1926, hvor skib ”Nr. XX” kom tilbage og blev på positionen helt frem til udfasningen i 1980, hvor fyrskibenes æra var slut og alle blev udfaset. Høje omkostninger og ny navigationsteknologi havde gjort deres virkning.
1909 Fyrskibet rapporterede, at mere end 70.000 skibe har passeret Skagen i løbet af 1909.
1920 Der er fra 1920 og de følgende 20 år frem til 2. verdenskrig fuldt blus fra Det Grå Fyr, Højen Fyr og Skagens Rev Fyrskib, og alligevel er der skibsførere, der mister orienteringen og skibe der strander eller grundstøder hvert år, i alt omkring 80 skibe.
Midtfarvandsafmærkning
1980 Efter Skagens Rev fyrskib blev udfaset, blev der på dets position til erstatning udlagt en moderne midtfarvandsbøje med RACON på toppen. RACON (Radar Beacon) er et radarsystem, der når det rammes af en impuls returnerer en linje af prikker på skibsførerens radarskærm, som viser morsetegnet ”N” og han ved nøjagtigt, hvor skibet befinder sig i forhold til Grenen og revet.
Efter nogle år, var Fyr- og Farvandsvæsenet træt af at flytte bøjen tilbage på dens position, da den ofte blev påsejlet eller slæbt væk af diverse slæbebåde, som fangede den med deres slæbetov. Den kostede efterhånden Fyr- og Farvandsvæsenet en formue, og blev derfor flyttet længere væk fra revet og ud til den meget trafikerede Rute T og døbt om til ”No. 1 A”. De store skibe undlader derefter, at sejle lige forbi Grenen, men sejler ret nord, når de kommer til bøje ”1 A”, og undgår dermed den trængsel, der ofte kan være i farvandet øst for Grenen. ”Bøjen har fået fred, men selve revet ligger nu ubevogtet”!
Båkerne på Vestkysten
1884 Tilbage i 1884 tog Kyst- og Klitvæsenet initiativ til at øge sikkerheden for den kystnære sejlads i dagslys og undgå strandinger. Der blev oprettet ca. 25 sømærker, båker, som landkendingsmærker langs Vestkysten fra Skagen i nord til Blåvands Huk i syd som supplement til blandt andet fyrtårne og kirketårne. Båkerne blev bygget som forskelligt udseende trækonstruktioner, så det var let for den søfarende at skelne dem fra hinanden og bestemme sin position. Båkerne blev desuden indtegnet på søkortene.
Højen fik sin smukke båke på Kiggerbakken i 1884, og den står der stadig. Det fredede sømærke blev totalt fornyet i 1999 efter de gamle tegninger.
3. Afrunding
Gennem tusinder år har man navigeret efter himlens stjerner, nu navigerer man efter den menneskeskabte stjernehimmel og gammel teknologi er afgået ved døden. En lind strøm af apparater, instrumenter og systemer har i løbet af de seneste 100 år set dagens lys; Radiopejleren, Radiofyr, Gyrokompasset, Ekkoloddet, Radaren, Deccanavigatoren, VHF-telefonen og GPS (Global Positioning System).
Skagboerne har oplevet hele vejen fra det primitive Papegøjefyr, opstillet for mere end 450 år siden, til vores tids satellitnavigation. I de mange år har de deltaget i pasning af de skiftende fyr og når sejladsen gik galt og skibene strandede, var fiskere og redningsfolk klar til at sætte livet på spil, for at bringe skibbrudne sikkert i land og pleje dem i de små hjem, til de kunne komme videre. Skagboerne kan til alle tider være stolte over forgængernes indsats. Udvikling og forbedring af alle aspekter omkring søfart har løst problemerne med strandinger, og skagboerne kunne derfor bruge kræfterne på at opbygge en moderne fiskeriby med tilhørende industrier og håndværk, men fortiden er ikke glemt i byen, den er stadig synlig, stolte står fyrene som monumenter for den svundne æra.
- ”Vippefyret gør Skt. Hans aften i Skagen til en populær og autentisk festaften”!
- ”Udviklingen sendte Det Hvide Fyr ud i mørket og nu er det et akavet kunstgalleri”!
- ”Naturen tog livet af Højen Fyr, teknologien tog livet af Skagens Rev Fyrskib og nu også Det grå Fyr”!
- ”Skagen Rev ligger nu ubevogtet, og lurer på at fange endnu et skiv blandt de 100.000, der passerer”!
- ”Det Grå Fyr bliver legeplads for ornitologer og byens gæster”!
- ”Tilbage på sin bunker står nu kun Skagen West som en ensom majestæt, og må sammen med de elektroniske navigationsmidler klare ærterne, men hvor længe? En ny funktion har det dog fået som pejlemærke for ornitologerne, der kalder det for ”Blyanten” i forbindelse med deres trækfugleobservationer, så som sådan ser fremtiden lys ud”!
”Det var det, pænt farvel”!
Med venlig hilsen Andreas
Kilder
Fakta og inspiration er hentet fra:
- Beskrivelse over Skagens Kiøbstæd og Sogn 1787 af Olaus Olavius
- Skagen Bys Historie indtil ca. 1870 af C. Klitgaard
- Renæssancens Fartøjer, 1550 – 1650 af Ole Mortensøn
- Det Kgl. Danske Fyrvæsen 1560 – 1927 af Einar Blytmann og Rogert Fjeldborg
- Ord i sigte, optisk telegrafi i Danmark 1794 – 1862 af Sune Christian Pedersen
- Lys langs kysten, Danske fyrtårne fra Skagen til Gedser af Knud Peder Jensen
- Skagen – Fyr og flamme af Jørn Lønstrup & Ingrid Nielsen
- Skagen - Den tilsandede Kirke af Jørn Lønstrup & Ingrid Nielsen
- Fyrskibe ved Danmarks port mod vest af Morten Hahn-Pedersen
- Træk af Navigationens historie, 1850 - 1988 af Søren Thirslund
- Emne-surf på Internettet